Glimt fra undervisningen

Glimt fra undervisningen
Viser opslag med etiketten Skriv og læs. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skriv og læs. Vis alle opslag

mandag den 1. juni 2015

Ringe i vandet...

Som it-vejleder får jeg en gang imellem det der kick, når jeg i mit vejledningsarbejde har givet en kollega et lille skub til at prøve kræfter med it.
Sidste år lavede min egen årgang bøger til de nye 0. klasser og i år prøvede jeg at sælge ideen til 1. årgang. De sagde ja og har nu i alle fire klasser været i gang med at lave små bøger i appen Skriv og Læs.

Bøgerne er blevet samlet i en kanal på Skoletube, som er offentlig. Alle bøger er blevet printet ud som små bøger. Klar til at blive overrakt den aften hvor de kommende 0. klasser kommer på besøg med deres forældre



Sidste år lavede vi bøgerne i den gamle app. Men i år prøvede klasserne kræfter med den nye app, hvor eleverne logger sig på med UNI Login. Appen er blevet shinet op og bøgerne kan nu laves med flere farver.

Min kollega Lis, som jeg synes er en fantastisk lærer, har svært ved at kaste sig ud i nye it-projekter, hvis hun ikke føler sig tryg i programmet. Men når hun nu havde sine dansk-kolleger med og mig som hjælper, så kastede hun sig ud i det. Jeg har haft mange besøg i min klasse af Lis undervejs når det lige drillede. Men nu hvor projektet er slut, har hun stadig blod på tanden og arbejder videre med appen på andre måder. Så er det FEDT at være it-vejleder:)

Lis i gang med Skriv og Læs


onsdag den 11. juni 2014

1. årgang laver bøger til kommende 0. klasse

I år har vi prøvet at sætte en ny tradition i gang. Nemlig at 1. klasserne skriver små bøger til de kommende 0. klasse. Bøgerne vil blive givet til de nye elever, når de er i aftenskole lige inden sommerferien. Bøgerne handler om hvad eleverne synes er nogle gode steder at kende på vores skole Engdalskolen.
 Vi er tre klasser, der har arbejdet med opgaven og vi har grebet det forskelligt an. Jeg har især samarbejdet med naboklassen, hvor vi to lærere har brugt hinanden som sparringspartnere undervejs. En mega spændende proces, hvor vi har mødt forskellige udfordringer undervejs og har skiftet strategi for at nå målet. Vi kører et it-forsøg i vores klasser og derfor har vi ikke haft mange miniipads til rådighed. Men hver klasse har haft fire stykker. Det har krævet nogle nye andre veje end hvis man f.eks. havde en MiniIPad  til hver anden elev.

Mit forløb endte på denne måde:

Første dag. Brugte to lektioner på opgaven.
Oplæg:
Viste klassen en Animoto-video, der viste forskellige steder rundt på skolen. Jeg havde gået rundt på skolen en søndag og fotograferet de forskellige lokaler og udendørs aktiviteter, som vi har på skolen og sat dem ind i en Animoto. Det var egentlig ikke min oprindelige ide. Men det var den, der var hurtigst.
Oprindeligt ville jeg gerne have taget små film af forskellige voksne på skolen (pedellen, bibliotekaren, skolelederen, SFo-lederen, Kantinedamen, Rengøringsmanden etc) hvor de fortalte om hvor de syntes det var sjovt/godt at være på skolen. Og så klippet dem sammen til en film til eleverne. Det satser jeg på at gøre næste år, for jeg arbejder på at dette skal blive en tilbagevendende ting, som 1. klasserne gør hvert år.



Brainstorm:
Vi lavede en fælles brainstorm, hvor jeg på tavlen havde ophængt 4 stykker karton med numre på. Jeg havde inddelt eleverne i 4 grupper og bestemt, hvor grupperne havde deres faste sted. Eleverne fik udleveret post its og så gjaldt det om at skrive én ide til et sted på skolen på post it-lappen og løbe op og sætte den fast på gruppens karton. Vi arbejde på tid og eleverne var vildt optagede af at finde på og komme med ideer. Det at de bevæger sig i aktiviteten, giver et flow i klassen. Eleverne arbejdede individuelt og det gjaldt bare om at komme med ideer. Nogle elever opdagede at deres ide måske allerede hang på kartonen. Jamen så satte de bare deres post it ovenpå den anden.


lørdag den 24. maj 2014

Skriv og læs appen med ordklasser

Jeg arbejder med ugeskema fast i min klasse, hvor eleverne har et skema, hvor de kan se, hvad de skal lave i løbet af ugen.
Hver uge har jeg fast en opgave, hvor de skal arbejde med Skriv og læs-appen. På ugeskemaet er eleverne sat sammen to og to. De skifter makker, når de skal lave en ny bog.



Vi har haft udsagnsord som en opgave. Jeg havde lavet min egen udgave af udsagnsord-bogen, så eleverne kunne se hvordan jeg ville have bygget bogen op.



Jeg havde visse krav til bogen:
Den skulle hedde Udsagnsord
Der skulle være 6 sider i bogen (så er det nemlig muligt at printe bogen ud som en færdig bog på 8 sider)
Der skulle være en tale/tænke-boble på hvert foto med udsagnsord.
De skulle skrive en sætning med det samme ord igen i tekstfeltet.

Jeg havde også lavet en lille film, hvor jeg fortalte om hvordan de skulle arbejde. Filmen lå på deres skoleblog. Skolebloggen ligger som en genvej på miniipaden.
Lige i øjeblikket fungerer vores netværk mega dårligt og Hotspot er lige så træls. Så mine elever havde problemer med at logge på nettet og kunne derfor ikke se filmen.
Jeg valgte derfor at vise filmen på klassen projektor og printe min egen bog ud som en færdig bog


Jeg var noget optimistisk med tidsintervallet og troede at alle elever kunne nå at lave en bog hver uge. Men det er heldigvis ikke noget problem, når man arbejder med ugeskema. Så fortsætter  vi bare ugen efter med de elever, der mangler.

Til gengæld kører det godt med appen, da den ikke kræver netværk at bruge. De færdige bøger sendte jeg til min email efter undervisningen. Bøgerne blev uploadet til Skoletube, hvor klassen har en kanal med digitale bøger. Det bliver dejligt, når jeg kan smække dem op direkte til Skoletube.
På elevintra og forældreintra har jeg lagt et fast link til kanalen, så de kan gå ind og se de nye bøger løbende. På klassebloggen har jeg lavet en side med klassens forskellige kanaler, så de kan tilgå deres bøger den vej.

lørdag den 26. april 2014

It-forsøg på 1. årgang

Fire af vores fem 1. klasser er startet op på et it-forsøg.

Hver klasse udstyres med 4 MiniIPads og 4 Ubuntu-maskiner fast i klassen i alle lektioner.
Formålet er at få bragt disse devices i spil så meget som muligt i løbet af skoledagen.
Vi kører forsøget indtil sommerferien.

Foreløbig er planen at afprøve:
Hvilke værktøjer i skyen er brugbare på klassens Ubuntu-maskiner?
Her i starten satser vi på Google Drev og frilæsning.dk
Hvilke apps er brugbare på klassens MiniIPads?
Her i starten har vi fokus på Skoletube, Skriv og læs, I can animate og Puppet Pals betalingsversionen
Bliver det digitale isenkram brugt mere, fordi det er lettere tilgængeligt?
Hvordan får vi vores videndeling sat i system?
Jeg har oprettet en privat team-blog til vores forsøg, hvor vi har lovet hinanden at vi mindst en gang om ugen er inde og skrive, hvordan det er gået i klassen.
Kræver det en ændring af vores undervisning og struktur i timerne?

Her i starten har vi en masse praktiske udfordringer. 
Hvilke covers er brugbare i indskolingen til vores miniipads?
Hvem fragter ipadsene frem og tilbage før og efter skoletid? (De skal nemlig fortsat bo på skolens bibliotek)
Hvordan skaffer vi strøm i klassen til Ubuntu-maskinerne og hvor skal de bo?

Jeg er tyvstartet i denne uge og er allerede blevet praktisk udfordret. Skolens Hotspot og netværk fungerede ikke og faldt ud. Det betød at Ubuntu-maskinerne ikke kunne køre og gjorde mine elever dybt frustrerede af at blive smidt af og på.
Danskportalen Den første læsning kan ikke køre på Ubuntu-maskiner, da portalen kræver et lille hjælpeprogram downloadet til maskinen, så den portal kan ikke bruges.

Til gengæld var der et lyspunkt i app´en Skriv og læs. I min desperation over netværket måtte jeg ind i skabet og finde den kasse med forskellige dyr (som mine egne børn er vokset fra).
De blev sat frem og koblet sammen med app´en Skriv og læs.
Kort fortalt blev eleverne bedt om at finde en makker og finde nogle dyr fra kassen. Dyrene skulle bruges til en historie, som de skulle skrive i app´en Skriv og læs. Især drengene blev fanget af opgaven og kastede sig ud i det.



Her er en af de historier, der blev skrevet. Alle historier er lagt ud på klassens forfatterkanal på Skoletube.