onsdag den 13. januar 2016

Evaluering af nytårstaler

I mandags havde jeg en plan om at få evalueret elevernes nytårstaler.
Jeg havde fået lagt alle taler ind på en Skoletube-kanal og valgte at vise 2-3 af deres nytårstaler. De bliver valgt ud fra frivillighedsprincippet. Alle har adgang til kanalen på computer, men de nytårstaler jeg viser på klassens projektor, skal være efter aftale med eleven.

Bagefter gennemgik jeg hvad jeg gerne ville have at eleverne evaluerede på. Der blev skrevet stikord op på tavlen og de fik udleveret papir. Jeg ville gerne have at de hver især skrev en tekst om forløbet vi havde haft ugen forinden.


Puha det var ikke nogen nem opgave jeg havde sat dem til. Jeg mærkede frustration og usikkerhed på hvad de skulle. Måske havde jeg ikke været klar nok i mælet. Måske ville jeg omkring for mange ting. Jeg kastede i hvert tilfælde håndklædet i ringen og skiftede taktik. Deres tekster fik jeg samlet ind og vi stillede os i stedet for i en cirkel, hvor eleverne på skift skulle træde et skridt frem og sige en ting, som de mente, de var blevet bedre til i forrige uge. Når det var min tur fremhævede jeg enkelte elever og hvad jeg havde lagt mærke til. Vi nåede to omgange og det der slog mig mest, var hvor mange elever, der havde oplevet et godt samarbejde i deres gruppe. Det blev jeg glad for.

Her er vi i gang med runden.

Gode råd til mig selv:
Jeg skal gøre det klart for mine elever før vi starter på et nyt forløb, hvad vi skal evaluere på til slut. Færre punkter til evalueres. Gøre det synligt i klassen under forløbet.
Evalueringen skal foregå eksempelvis fredag sidst på dagen, så der ikke går en weekend imellem.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar