torsdag den 3. december 2015

Så sparkede vi pakkekalenderen i gang.....


Vi er endelig gået ind i december måned og klassens pakkekalender skal nu stå sin prøve.
Vores skole har fået ny skoleleder og vi havde valgt at invitere ham på besøg for at hilse på ham og give ham en pakkekalender som gave fra klassen. Ungerne var helt oppe at køre, da han kom.
Han åbnede den første kuvert og kunne med det samme se at det jo var to bogmærker, der lå i kuverten. Samtidig fortalte han eleverne at det var lige det han havde brug for, da han læste en masse bøger.
Der er ingen tvivl om at 3.A fik et godt indtryk af vores nye leder:)

Klassen var nysgerrige da skoleleder Anders åbner december måneds første låge/kuvert.

Jeg vil prøve at fortælle lidt om hvordan vi har arbejdet med indholdet i pakkekalenderen. For at det ikke skal blive en for stor mundfuld, får I den i nogle små doser i løbet af december måned. Det har været mit mål at få dækket flere faglige områder. Undervejs har jeg måttet korrigere mine ideer og ambitioner, da jeg har mødt forskellige udfordringer.

Indpakningen:
Alle kuverter er blevet lagt i en mulepose, som blev bundet sammen med knyttegarn og et skilt hvor der stod pakkekalender på. Aarhus kommune har forhandlet sig frem til nogle gode rabatter, så jeg har flittigt studeret, hvad vi kunne bruge til vores kalender.                                                                     Alle elever har lavet et pakkekalenderskilt. Da vi kom op på at skulle lave 62 stk valgte jeg at kopiere deres skilte og laminere dem. Bag på skiltet satte vi en label med et nummer på. Dette nummer har vi brugt til de fire lodtrækninger som vi har i løbet december måned. Gaverne til lodtrækningen er sponsorgaver fra forældrene.

Her er vores pakkekalendere ved at blive samlet.

I hver mulepose er der 24 kuverter. De kuverter har godt nok spændt ben for mig undervejs. Oprindeligt ville jeg have kørt dem igennem vores kopimaskiner med tal, som eleverne havde lavet i et tegneprogram på skolens Ipads. Men efter utallige afprøvninger, måtte jeg kaste håndklædet i ringen og vælge en anden løsning. Ingen af skolens kopimaskiner eller printere ville lade mine kuverter passere.

I stedet blev eleverne sendt ud på skolens område i makkerpar for at lave tal af, hvad de fandt på deres vej.



Tallene blev kopieret over på labels, som eleverne klistrede på kuverter. Her er en gruppe i gang med at sætte labels på kuverterne. Hvis vi laver pakkekalender næste år, vil jeg i gang med at arbejde med tryk på en eller anden måde i stedet for. Så lærer de nogle nye teknikker. Set i bakspejlet krævede det noget mere lærertid at lave kuverterne end jeg havde forudset. Til gengæld var eleverne meget engagerede i processen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar