tirsdag den 27. maj 2014

Sketchbook Express i 1. klasse

I forbindelse med vores it-forsøg på 1. årgang havde vi hidkaldt Sune fra "De 32" til hjælp.
Vores ønske er bl.a. at få vores miniipads i spil i flere fag.
Derfor kommer Sune ud og kører et mini-forløb i to af 1. klasserne omkring brug af appen Sketchbook Express til brug i billedkunst. 
Forløbet kommer til at køre over tre tirsdage med 2 lektioner i hver klasse.
Målet er at introducere appen for både elever og lærere. At give lærerne mod på at arbejde videre med appen i undervisningen og give lærerne ideer til hvordan de kan koble deres billedkunstforløb sammen med eksempelvis dansk.

I dag var så første besøgsdag. 
Først blev eleverne sat til at fremstille deres egen pen til at tegne med på ipaden. 
Alt de skulle bruge var sølvpapir, en pind, en tyk klud og en elastik og vupti, så var der penne til hele klassen. Det er fedt at koble lavteknologi sammen med brugen af it. Det behøver ikke at være så fancy.

Bagefter var der en kort gennemgang af nogle af mulighederne i programmet. Blandt andet talte Sune med klassen om hvordan man kunne arbejde med lag på ipaden. Noget der kan være svært at forstå. For at gøre det konkret for eleverne brugte han transparenter sat fast på klassens whiteboard, hvor han tegnede et ansigt. På en transparent tegnede han øjnene, på en anden munden etc. Dette tydeliggjorde for eleverne, hvad det betød med forskellige lag og hvilke fordele, der kunne være med at arbejde på den måde.
Jeg har samlet nogle billeder i en lille Animoto, for at vise dagens undervisning i dag.



Eleverne har i dag arbejdet med at lave ansigter. Dette arbejde gør vi færdigt næste gang. Så går vi igang med næste opgave, der går ud på at lave eventyrfigurer. Vores mål er at eleverne skal bruge eventyrfigurerne til at lave dukketeater i appen Puppet Pals. Når to klasser laver eventyrfigurer kommer vi til at kunne samle et helt bibliotek af figurer til brug til deres fortællinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar