lørdag den 23. januar 2016

Op på hesten igen...

Under lockouten læste jeg bogen Ugeskemarevolutionen og blev meget inspireret. I løbet af min 2. klasse brugte jeg aktivt ugeskema og havde stor fornøjelse af det.
Men I 3. klasse skiftede jeg lærebogssystem til Fandango, der rummer meget sværere tekster, der kræver højtlæsning af læreren. Jeg havde svært ved at se hvordan jeg kunne få det kombineret med et ugeskema og derfor gled ugeskemaet i baggrunden.
Op til jul fik jeg lov til at komme på et kursus med forfatteren Karina Winther bag Ugeskemarevolutionen. Jeg trængte til et spark bagi og havde også brug for hende at sparre med til hvordan jeg kunne gribe det an.
Hun har mange gode pointer til hvordan man kan få frigjort tid til læreren og ideer til strukturen i klassen. Men jeg har det altid lidt svært, når en undervisningsmetode udråbes som det eneste rigtige og saliggørende. Der er forsider og bagsider af medaljen på alle metoder.

Men nu er jeg kommet i gang igen. Har lovet mig selv at jeg godt må eksperimentere og lave fejl. Men jeg SKAL holde fast. Og det mest vigtige. Der skal tages små skridt. Elefanten skal spises i små bidder.

Her den første uge introducerede jeg på ny ugeskema for klassen og fortalte at vi havde tre vigtige mål her den første uge.
Vi skulle øve i at koncentrere os om opgaven.
Træne i at spørge makkeren, før man spurgte den voksne.
 Og til sidst skulle vi være stille, mens vi arbejdede.

Som udgangspunkt arbejder vi i klassen. Gangen udenfor klasselokalet er sjældent stille og eleverne kommer til at være for langt væk. Denne regel kan ændres undervejs for de elever, der magter at arbejde koncentreret og selvstændigt.

I starten af ugen introduceres klassen for ugens opgaver. På klassens skema har jeg lavet de lektioner røde, som bruges til ugeskema. På den måde kan de se hvor meget tid de har til rådighed. De krydser de opgaver af, som de når undervejs.

Her der tomme skema inden brug
På klassens skema farver jeg de lektioner røde, hvor de arbejder med ugeskema. Skemaet er lamineret, så jeg kan fjerne farven igen.
Materialerne, der skal bruges i løbet af ugen, har jeg samlet i en smart foldemappe, der kan foldes sammen. Det tager ikke mange sekunder at finde frem fjerne igen.

Når lektionen starter har jeg ofte et kort oplæg på max 10 min om eksempelvis grammatik, tekstarbejde eller læsning. 

Når de skal have hjælp skal de sætte en klods op med navn på i tavlenkanten og jeg hjælper først, hvis jeg ved at de har spurgt nogle klassekammerater først.

Jeg er tilfreds med første uge:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar